Teslas råd: Hurtiglad elbilen så sjældent som muligt

Det står sort på hvidt i manualen – men mange ignorerer det

Masser af Tesla-ejere bruger hurtiglader så ofte som muligt. Men i bilens egen manual er der en klar opfordring: gør det ikke unødvendigt. Det er blot ét af flere råd, som mange elbil-ejere overser.

Hurtiglading er blevet en naturlig del af hverdagen for mange elbil-ejere. At køre ind ved en Supercharger og få mange kilometer på kort tid er for de fleste Tesla-ejere helt standard. Men i ejermanualen til Model Y finder man flere tydelige anbefalinger – herunder at bruge hurtiglading med måde.

– Lad på niveau 1 eller niveau 2 (for eksempel vægstik eller Tesla-ladestation), når det er muligt. Brug primært Supercharging på længere rejser, står der i manualen.

Derfor skader hyppig hurtiglading batteriet

Den danske udgave af Model Y's ejermanual indeholder flere konkrete råd til at forlænge batteriets levetid. Anbefalingen om at begrænse brugen af Supercharging betyder i praksis, at hjemmelading eller destinationslading bør foretrækkes i det daglige. Hurtiglading – hvad enten det sker via Teslas egne Superchargere eller andre udbydere – bør reserveres til situationer, hvor det virkelig er nødvendigt.

Forklaringen er enkel. Høj ladeeffekt genererer mere varme og belaster batteriet hårdere. Moderne batterier er godt nok konstrueret til at klare det, men hyppig hurtiglading kan over tid påvirke batteriets nedbrydning negativt.

Hold daglig opladning på 80 procent

Tesla er også meget tydelige på, hvor meget bilen bør oplades i hverdagen:

– Hvis dit køretøj har en anbefalet daglig ladegrænse på 80 %, bør du holde den daglige ladegrænse på cirka 80 %. Gem opladning til 100 % til situationer, hvor du skal køre langt, lyder det i manualen.

Det anbefales altså ikke at lade til 100 procent som rutine. Fuld opladning er beregnet til længere ture – ikke til daglig pendling. Men Teslas råd stopper ikke her.

– Lad oftere. Hvis du venter, til batteriniveauet er lavt, før du lader, kan det belaste batteriet over tid, advarer producenten.

Lad aldrig batteriet løbe helt tørt

Det er heller ikke optimalt jævnligt at køre batteriet ned til et meget lavt niveau. Planlægger du at parkere din Tesla i længere tid, er der yderligere ting at tage højde for. I afsnittet om batteripleje advarer Tesla direkte mod at lade batteriet aflade helt.

– Lad aldrig batteriet aflade fuldstændigt, slår manualen fast.

Noget mange måske ikke tænker over er, at bilen forbruger energi, selv når den holder parkeret. Ifølge manualen kan batteriet miste cirka 1 procent om dagen, afhængigt af temperatur, indstillinger og aktive funktioner. Lader du bilen stå i to uger, kan det altså svare til omkring 14 procents tab – uden at bilen har kørt en eneste meter.

Skader kan opstå ved 0 procent

Hvis batteriet når ned på 0 procent, kan det ifølge Tesla forårsage skader på køretøjets komponenter. For at beskytte sig selv går bilen ind i en lavstrømstilstand, når det viste batteriniveau falder til omkring 0 procent. På det tidspunkt ophører højspændingsbatteriet med at forsyne bilens elektronik med strøm. I værste fald kan det kræve starthjælp eller service, hvis bilen ikke oplades i tide.

Tesla fraråder desuden at lade bilen stå parkeret i længere perioder med batteriet tæt på enten 0 eller 100 procent. Ekstreme ladeniveauer over lang tid bør undgås.

– Når du opbevarer Model Y i længere perioder, skal batteriet have et ladeniveau på cirka 50 %, og køretøjet skal tilsluttes en lader, hvis det er muligt. Brug ladeindstillingerne til at holde ladeniveauet på 50 %, skriver producenten.

Disse funktioner tømmer batteriet – selv i stilstand

Tesla peger desuden på, at en række funktioner kan øge energiforbruget, selv når bilen holder stille. Det drejer sig blandt andet om:

  • Vagttilstand
  • Klimafunktioner som hundetilstand og kabineoverhedningstbeskyttelse
  • Forkonditionering uden tilsluttet lader
  • Summon-standby
  • Spil og videostreaming

Alle disse funktioner trækker strøm, selv når bilen er parkeret – noget mange ejere ikke er klar over.

Rådene findes der – sort på hvidt

Det er sandsynligvis ikke mange, der læser hele ejermanualen fra ende til anden. Men anbefalingerne er der. Hurtiglading er et værktøj til rejser – ikke en daglig vane. Lad op til 80 procent i hverdagen. Undgå at køre batteriet i nul. Lad ikke bilen stå fuldt opladt unødigt, og planlæg forud, hvis bilen skal stå stille i længere tid. For den der ønsker, at batteriet holder så længe som muligt, er det klart, hvad Tesla selv anbefaler.

Scroll to Top