Billige brugte elbiler lokker – men hvad gemmer sig i det fine print?
Billigere elbiler end nogensinde tiltrækker danskere til brugt privatleasing. Men den lave månedlige ydelse fortæller ikke hele historien. Der er fælder, du bør kende til.
Markedet flyder i øjeblikket over med tilbud om privatleasing af brugte elbiler. Eksempelvis tilbydes en Volkswagen ID.4 fra 2023 for 3.600 kroner om måneden, mens en tilsvarende splinterny bil koster omkring 5.500 kroner månedligt. En Renault Megane E-Tech fra samme årgang kan fås for cirka 2.600 kroner om måneden. Men det, der ser billigt ud i annoncen, kan vise sig at blive betydeligt dyrere i praksis.
Brugt privatleasing er ikke det samme som at lease nyt
At lease en brugt elbil er fundamentalt anderledes end at lease en ny. Du overtager en bil, der allerede har slid, hvor garantierne kan være ved at løbe ud, og hvor forsikringsdækningen ofte er snævrere, end de fleste forestiller sig. Det betyder ikke nødvendigvis, at det er en dårlig handel. Men der er nogle klassiske fælder, du bør have styr på, inden du skriver under.
Konceptet er enkelt nok: lav månedlig ydelse, intet krav om udbetaling, typisk en kørselsgrænse på 1.000 km om måneden og bilen afleveres tilbage, når kontrakten udløber. For den, der vil prøve elbil uden at binde kapital, lyder det tillokkende. Du slipper for værditabet, og på papiret ser det trygt ud. Men i virkeligheden er bilen allerede "delvist brugt op".
Garantien tæller fra første registrering – ikke fra din overtagelse
At bilen er på privatleasing beskytter dig ikke mod uventede udgifter. Garantien regnes typisk fra den dato, bilen første gang blev registreret – ikke fra det tidspunkt, du overtager leasingkontrakten. På en brugt elbil kan der derfor allerede være slugt flere år af fabriksgarantien. Hvis en service er blevet overset eller udført for sent, kan garantien desuden bortfalde helt.
I så fald risikerer du at stå med regningen for dyre reparationer, selvom bilen "blot" er leaset. Det samme gælder batterigarantien, som kan være kortere, end du tror – selv hvis bilen markedsføres som næsten ny.
Forsikringen er en overset udgift
Forsikringen er et andet punkt, der ofte bliver glemt. Ved privatleasing er kaskoforsikring i praksis et krav. Ansvarsforsikring alene er ikke nok, eftersom bilen skal afleveres i særdeles god stand. Den karosserigaranti, som nye biler har, gælder som regel ikke længere på en brugt leasingbil.
Maskinskadesforsikringen i en kaskopolice har desuden både tids- og kilometergrænser. Har bilen været registreret i flere år, kan dækningen allerede være ved at udløbe, netop som du begynder dit lejemål. Det kan betyde ekstraudgifter til en udvidet forsikring, som ikke fremgår af den månedspris, du så i annoncen.
Bilens fortid er ukendt – men du hæfter for dens tilstand
Når noget større går i stykker, ser forsikringsselskabet på, hvornår bilen første gang kom i trafik – ikke hvornår du underskrev kontrakten. Der ligger også en usynlig risiko i, hvordan bilen tidligere er blevet brugt. Hyppig lynladning, hård kørsel eller lange perioder uden brug kan belaste batteriet mere end normalt. Det fremgår sjældent af annoncen. Du lejer i praksis en bil med ukendt historik, men bærer alligevel ansvaret for dens stand, når den afleveres.
Prisforskellen er svær at ignorere
Til trods for faldgruberne er lokpriserne svære at se bort fra. Forskellen på at lease en ny elbil versus en brugt kan løbe op i flere tusinde kroner om måneden. Regnet ud over en typisk løbetid på tre år kan besparelsen i eksemplet med Volkswagen ID.4 beløbe sig til over 68.000 kroner. For den, der kører få kilometer, planlægger at skifte bil inden for kort tid og er parat til at læse det med småt, kan det sagtens være et fornuftigt valg.
Men det er netop her, mange falder i fælden. Man ser kun den månedlige ydelse og overser, at garantien allerede tæller ned, at forsikringsdækningen er snævrere, og at selv den mindste fejl i servicehistorikken kan blive dyr. Når bilen afleveres, er det desuden dig, der bærer risikoen, hvis batteriets tilstand eller slidgraden ikke vurderes at holde målet.
Det handler om at regne rigtigt
Det, der umiddelbart ser ud som "elbil til halv pris", kan altså ende med at koste væsentligt mere end ventet. Men det er ikke ensbetydende med, at det er en dårlig beslutning.
Det kræver blot, at du regner grundigt og ved, hvad du går ind til. Forskellen mellem en model fra 2023 og årets model kan være minimal. I så fald kan de ca. 70.000 kroner sagtens være en besparelse, der er pengene værd – og i bedste fald et rigtig godt køb. Husk dog, at en del af besparelsen muligvis skal gå til ekstraudgiften ved at tegne kaskoforsikring, eftersom karosserigarantien på nye biler kun gælder i tre år.













