Honda skrotter ambitiøst elbilsprojekt måneder før lancering
Bare måneder inden lanceringen af en helt ny og radikal elbilsserie træffer Honda en chokerende beslutning. Hele projektet droppes. Og regningen lander på 150 milliarder kroner.
Det der skulle have været Hondas store comeback ender i stedet som en økonomisk katastrofe. Med handbremsen trukket hårdt i skrottes den hype-omspundne "0 Series" fuldstændigt. De samlede tab fra de fejlslagne elbilsprojekter beløber sig til omkring 150 milliarder kroner.
Produktionen stoppet med øjeblikkelig virkning
De to første modeller i den futuristiske "0 Series" skulle have været sat i produktion i USA senere på året. Honda meddeler nu, at begge projekter lukkes ned med det samme. Også luksusbrandet Acuras planlagte elbil RSX ryger fra planerne. Beslutningen beskrives som en nødvendighed, da selskabet befinder sig i en "ekstremt udfordrende resultatmæssig situation".
At afblæse et bilprojekt så tæt på målstregen er sjældent set i bilindustrien og kommer med en enorm prisseddel. Honda forventer en samlet nedskrivning på 150 milliarder kroner for at omstrukturere hele sin elbilsforretning. Derudover advarer selskabet om, at yderligere tab vil følge i både 2026 og 2027 som en direkte konsekvens af beslutningen.
Velkendte forklaringer fra bilbranchen
Årsagerne vil lyde bekendte for dem, der følger bilindustrien. Amerikanske toldsatser, afskaffede elbilstilskud, hård konkurrence fra kinesiske producenter og svagere efterspørgsel efter elbiler end ventet er alle medvirkende faktorer.
– At igangsætte salg under de nuværende markedsforhold ville sandsynligvis medføre endnu større tab på sigt, skriver Honda i en officiel meddelelse.
Honda vender tilbage til hybridteknologi og prisnedsættelser
I stedet for den store elbilssatsning vender Honda nu blikket mod sine rødder. Det betyder et fornyet fokus på hybridbiler i Asien samt lavere priser på eksisterende modeller på det amerikanske og japanske marked for at genvinde konkurrenceevnen.
Elbiler er ikke opgiverst helt og aldeles, men Honda lover fremover en langt mere "fleksibel tilgang" – hvilket i praksis betyder, at man venter, til det reelt kan betale sig at producere dem igen.













