En bilmodel der gik fra skændsel til samlerobjekt
Volvos sorte får fylder 50 år. Men i dag er Remjohan – som den blev kaldt i folkemunde – en ægte kultklassiker. Her er historien om en af bilverdenens mest usandsynlige comebacks.
Den fik øgenavnet Remjohan på grund af sit remtrukne automatgear. Da den blev lanceret i 1976, grinede Saab-entusiasterne, mens Volvo-folkene rystede opgivende på hovedet. Men Volvo 340 har siden udviklet sig til en eftertragtet samlerbil med reel markedsværdi.
En efterårsdag i 1997 trådte en gruppe venner ind i en garage uden for Sølvesborg. Målmanden Storken havde netop købt en Volvo 343, og kammeraterne brølede af grin. Hvem i alverden køber sådan en rædsel, når man kan få en ordentlig 240 for de samme penge, spurgte de sig selv.
Hadet fra første dag
Men Storken fik faktisk aldrig problemer med sin 343. Han var et roligt gemyt og behøvede aldrig bestille en mekanikertid i hele den periode, han kørte bilen. De indædte Volvo-fans tog aldrig bilen til sig. Den var lille, og man kiggede mistænksomt på det hollandske projekt, der nu skulle invadere de nordiske veje.
I dag er situationen en helt anden. En velholdt Volvo 340 får bilnørder til at dreje på halsen, og modellen er blevet en egentlig raritet på vejene.
Det hele begyndte i Holland
Historien om denne bil starter i Nederlandene i begyndelsen af 1970'erne. Den lille bilproducent DAF overvejede at bygge en ny model – mellemstor, overkommelig i pris og appellerende til den moderne midteuropæiske familie.
Projektet voksede sig hurtigt for stort til DAF alene. Den lille producent havde ikke de nødvendige midler til at gennemføre det. Man kiggede derfor nordpå mod Sverige. Måske ville Volvo være interesserede i et samarbejde? Svenskerne kunne derved få adgang til småbilsmarkedet og ikke kun bygge det, der vittigt blev kaldt kørende containere.
Volvo var begejstrede for ideen og bidrog med sin göteborgske ingeniørkunst. Men inden projektet var færdigt, nåede Volvo at opkøbe hele DAF. Resultatet var, at DAF-modellen først blev lanceret som Volvo 66 – med en 1,4-liters Renault-motor under motorhjelmen og et remtrukket automatgear, der på det tidspunkt var udbredt blandt europæiske småbiler.
Ingen øjeblikkelig succes
Modtagelsen var lunken. I Nederlandene syntes folk, at bilen var for dyr. Man fik en billig fransk bil pakket ind som noget halvtysk – og helt uden den Volvo-teknologi, man havde håbet på. Volvo besluttede sig derfor for at ombygge 66'eren grundlæggende.
Resultatet var Volvo 340, der så dagens lys i 1976. Nu var den subtile Volvo-luksus, som kunderne forventede, kommet med. Salget tog fart. Bilerne blev produceret i Born i Nederlandene og blev en storsælger på hjemmemarkedet. Hollænderne tog modellen til sig som deres egen – selv om mærket nu stod Volvo, føltes den stadig lidt DAF-agtig.
Volvo forsøgte at sætte mere fart i salget
Et par år senere besluttede Volvo sig for at skrue yderligere op for modellens appel. Man gjorde den mere Volvo-agtig i udtryk og håbede, at de svenske bilkøbers hårde hjerter ville smelte. Det ville de bare ikke rigtig.
I Sverige forblev Volvo 340 den bil, som bedstemor kørte med sin sure pudel Malin i forsædet. Og naturligvis Storken – men det er en helt anden historie.
Fra fabrik til kultklassiker
Volvo satte punktum for produktionen i 1991 efter mere end én million fremstillede eksemplarer. Fabrikken i Nederlandene lukkede, og i de følgende år blev størstedelen af de tilbageværende biler skrottet.
Men i dag koster en fin Volvo 340 fra 1984 omkring 65.000 svenske kroner på brugtmarkedet. Fra at være genstand for latter er bilen altså blevet et eftertragtet samlerobjekt – et levende bevis på, at selv de mest oversete modeller kan få sidste ord.
